Vestibulærsygdom
Isoleret otolithfunktionsforstyrrelse
Denne information er ment som en generel introduktion til dette emne. Da alle mennesker påvirkes forskelligt af balance- og svimmelhedsproblemer, bør du tale med din læge for at få individuel rådgivning.
Af hensyn til læsbarheden anvendes det generiske maskulinum, og der afstås fra samtidig brug af de mandlige, kvindelige og diverse sprogformer (m/k/d). De personbetegnelser, der anvendes i denne patientinformation, henviser – med mindre andet er angivet – til alle køn.
Hvad er en isoleret otolitfunktionsforstyrrelse?
Otolitorganfunktionsforstyrrelse er en overordnet betegnelse for en eller flere forstyrrelser i maculaorganerne (sacculus og utriculus). Mennesker med en otolitorganfunktionsforstyrrelse har ofte en eller flere forstyrrelser i en anden del af det vestibulære system.
Nye forskningsresultater tyder på, at nogle mennesker kan have en isoleret otolitfunktionsforstyrrelse. Den gængse definition på en isoleret otolitfunktionsforstyrrelse er en unormal funktion af maculaorganerne på trods af normal funktion af buegangene. I øjeblikket er den isolerede otolitfunktionsforstyrrelse ikke en officielt anerkendt vestibulær forstyrrelse. Diagnosen er efter som før omstridt.
Makulaorganerne er en del af det vestibulære system i det indre øre. Dette system består af 10 strukturer – 3 buegange og 2 makulaorganer i hvert øre. Informationerne fra disse ligevægtssensorer bliver ledt videre fra det indre øre til hjernen via NERVUS VESTIBULOCOCHLEARIS (8. hjernenerve). Hjernen bearbejder disse informationer, så du kan forblive oprejst, når du står eller bevæger dig.
De tre buegange – den anteriore, den posteriore og den horisontale – står vinkelret på hinanden. De fungerer som et gyroskop til at registrere forskellige former for hoveddrejninger (f.eks. når du bøjer dig ned for at samle noget op eller drejer hovedet for at se over din skulder).
Maculaorganerne består af to sækformede strukturer, sacculus og utriculus. Maculaorganerne genkender tyngdekraften og bevægelser i alle retninger. De signalerer til hjernen, når dit hoved er på skrå. Det hjælper dig med at forblive oprejst og holde balancen, når du går. Maculaorganerne registrerer også ændringer i hastighed ved ligelinjede bevægelser (lineær acceleration) – for eksempel når du accelererer eller bremser i en bil. Utriculus sidder horisontalt i det indre øre og registrerer primært horisontale bevægelser. Sacculus sidder vertikalt og registrerer frem for alt vertikale bevægelser. Sacculus leverer også information om dit hoveds position, selv når det ikke bevæger sig.
Otoconierne har form som krystaller på en lysekrone og hænger på væggene i maculaorganerne. De er mikroskopisk små krystalkorn af calciumcarbonat, der ligger på en gelatineagtig membran. Når du vipper hovedet, accelererer krystallerne i forhold til de hårceller, de ligger på. Hårcellerne bevæger sig i den øvre og nedre del i modsatte retninger (forskyvningskraft). Denne bevægelse registreres af hårcellerne og sendes til din hjerne som information om din hovedposition og -bevægelse.
Nye forskningsresultater tyder på, at makulaorganerne også kan spille en rolle for den rumlige orientering (hvor din krop befinder sig i forhold til dine omgivelser) samt for hukommelsen.
Resumé
- Er en samlebetegnelse for en eller flere lidelser i makulaorganet (sacculus og utriculus).
- Otolitterne sender information om hovedets position og bevægelse videre fra det indre øre til hjernen.
- En otolitfunktionsforstyrrelse kan enten opstå isoleret eller være et problem med en anden del af ligevægtsorganet, især buegangene.
- Symptomerne på en isoleret otolitfunktionsforstyrrelse omfatter en fejlfornemmelse af ikke-roterende bevægelser, tiltningsbevægelser samt faldanfald.
- To vestibulære funktionstests anvendes til undersøgelse af otolitterne.
- Vestibulær rehabiliteringsterapi med henblik på aktivering af otolitterne ser ud til at være nyttig.
- Forskere undersøger fortsat, hvordan en isoleret otolitfunktionsforstyrrelse bedst defineres, diagnostiseres og behandles.
Hvad forårsager en isoleret otolitfunktionsforstyrrelse?
Hvordan funktionen af utriculus og/eller sacculus påvirkes, mens andre dele af ligevægtsorganet – især buegangene – ikke er berørt, er i øjeblikket ukendt.
Forskere vermoder blandt andet:
- På grund af de forskellige blod- og nerverforsyninger kan en vestibulær lidelse kun påvirke en del af den vestibulære mekanisme i det indre øre, f.eks. makulaorganerne.
- Virusskader på utriculus og/eller sacculus, uden at andre dele af det indre øre, herunder buegangene, er involverede
- selektiv hydrops (væskeophobning) i utriculus og/eller sacculus
- Den anatomiske struktur af makulaorganerne kan gøre dem mere følsomme over for et hovedtrauma end den mere modstandsdygtige struktur af buegangenes cupula
Komorbiditeter med andre lidelser
En otolytfunktionsforstyrrelse kan enten optræde isoleret eller medføre et problem med en anden del af ligevægtsorganet, især buegangene. De vestibulære lidelser, hvor der kan forekomme dysfunktion af maculaorganerne, omfatter:
- Godartet paroxysmal positionel svimmelhed (BPLS)
- Morbus Menière
- Hovedtraume, herunder let traumatisk hjerneskade (SHT)
- vedvarende postural-perceptuel svimmelhed
- Akustikusneurinom
- Vestibularisneuritis
I mange tilfælde er årsagen til otolithfunktionsforstyrrelsen ukendt (idiopatisk).
Symptomerne på en isoleret otolitfunktionsforstyrrelse er i øjeblikket endnu ikke defineret klart. Blandt de subjektive symptomer, der muligvis forårsages af en funktionsfejl i makulaorganerne, er:
- Fejlplaceret følelse af en ikke-roterende bevægelse - Beskrivelser omfatter følelser af:
- Gyngen eller vuggen, som på en båd
- At gå på svampe, puder eller ujævnt gulv
- Jorden bevæger sig eller brister under dig
- Svæve
- At blive skubbet eller trukket fremad, bagud eller til siden
- At læne sig til den ene side, mens man står eller sidder oprejst
- Forbytning af op og ned (inversionsillusion)
- Ubalance ved en hurtig ændring af ganghastigheden eller ved overgang fra siddende til stående stilling
- Følsomheid over for ændringer i bevægelseshastigheden i et køretøj, f.eks. i stop-and-go-trafik
- Følsomhed over for op- og nedadgående bevægrelser, f.eks. ved kørsel i en elevator
- Tilbagevendende pludselige fald, der tilsyneladende sker uden grund (såkaldte faldanfald eller Tumarkins anfald)
- Sløret syn ved hovedbevægelser
Diagnose af isoleret otolitfunktionsforstyrrelse
I øjeblikket er der ingen konsensus om diagnosticeringskriterierne for en isoleret otolitfunktionsforstyrrelse. Nogle forskere foreslår diagnosticeringskriterier baseret på symptomer og kliniske tests, som er opdelt i klar isoleret otolitfunktionsforstyrrelse og sandsynlig isoleret otolitfunktionsforstyrrelse.
Funktionsfejl i makulaorganerne undersøges i de fleste tilfælde af en neuro-otolog eller øre-næse-hals-læge, der har specialiseret sig i svimmelhed.
Disse specialiserede læger vil optage en grundig sygehistorie, foretage en neurologisk undersøgelse og udføre forskellige tests for at vurdere funktionen af dit vestibulære system.
I øjeblikket anvendes to specielle tests til vurdering af makulaorganerne:
- cVEMP-test (cervikal vestibulær evokeret myogen potentiale) (vurderer sacculus)
- oVEMP-test (Ocular Vestibular Evoked Myogenic Potential) (vurderer utriculus)
Unormale VEMP-resultater i begge ører kan skyldes ikke-vestibulære årsager. VEMP-reaktionerne påvirkes f.eks. af aldringsprocessen, og resultaterne kan være unøjagtige hos personer over 65 år.
Den subjektive visuelle vertikale/horizontale (SVV/SVH) test vurderer også utriculus; hjerneforandringer eller -læsioner kan dog påvirke resultaterne.
To tests med henblik på at udelukke en funktionsfejl i buegangene vil sandsynligvis blive udført. Disse er den kaloriske prøve og video-head impulse-test (vHIT). Nogle unormale resultater kan føre til, at nogle personer fejlagtigt diagnosticeres med en isoleret otolitfunktionsfejl, selvom buegangene er påvirkede.
Behandling af en isoleret otolitfunktionsforstyrrelse
Behandlingsmulighed
Den vestibulære rehabiliteringsterapi ser ud til at være nyttig, selvom den endnu ikke er velundersøgt i forbindelse med en isoleret otolittenfunktionsforstyrrelse. Den vestibulære rehabiliteringsterapi er en øvelsesbaseret terapi.
For de fleste mennesker hjælper vestibulær rehabiliteringsterapi med at styrke forbindelsen mellem kroppen, øjnene, hjernen og det indre øre. Under den vestibulære rehabiliteringsterapi provokeres dine symptomer med vilje på en sikker og kontrolleret måde for at vænne din hjerne til dem. Det overordnede mål er at forbedre din livskvalitet ved at vænne dig til din tilstand, mindske dine symptomer og forbedre din generelle funktion.
Forskning viser, at rehabiliteringsprogrammer er mest effektive, når de er individuelt tilpassede. Arten, hyppigheden og intensiteten af de effektive øvelser varierer fra person til person. En certificeret IVRT®-terapeut inden for svimmelhed og vestibulær terapi kan hjælpe dig med at
Hvordan går det videre?
Hvad du kan forvente i fremtiden.
Der er stadig meget, vi ikke ved om isoleret otolitfunktionsforstyrrelse. Forskere undersøger stadig årsagen, hvor mange mennesker der lider af det, og hvordan det bedst defineres, diagnosticeres og behandles.
For at holde denne patientinformation så kort som muligt har vi udeladt en detaljeret referenceliste. Denne kan dog til enhver tid rekvireres på info@ivrt.de.
